Digital lyd overalt

Der er digital lyd rigtig mange steder i vores dagligdag. En CD, en MiniDisc, et DAT-bånd og en computer, alle nyere videokamera’er (DV), DVD-pladen, de digitale fjernsyn (såfremt man rent faktisk modtager digitale tv-kanaler), internettet og DAB-radio – og sikkert en masse andre steder.

Foruden ovennævnte grej, findes der et utal af apparater til musikindustrien, der arbejder rent digitalt – lydmiksere, keyboards, samplere, trommemaskiner o.m.a.

Fælles for alle systemerne er, at lyden først omdannes til data, inden den bliver lagret på en CD, en MiniDisc o.s.v., og når vi skal høre den igen, omdannes disse data til noget, der til forveksling ligner den oprindelige lyd.

Digitalt studie med YAMAHA O2R digital lydmikser fra 1996 på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Digitalt radiostudie med YAMAHA O2R digital lydmikser fra 1996 på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Aarhus. Alle tilsluttede apparater (på nær mikrofoner og to kassettemaskiner) er digitale – også krydsfeltet.
Foto fra 2006

Analog lyd bliver til data

Lad os se lidt på, hvordan analog lyd (al den lyd, vi kan høre, er analog lyd) omdannes til data.
For at lyd kan gemmes som data på et digitalt medie, må den først omdannes til et sprog, som mediet kan forstå. Denne proces går kort ud på, at en analog/digital-omsætter (en AD-converter) måler på lyden mange gange i sekundet (samplingfrekvensen), og hver af disse målinger omdannes til et digitalt ord på et antal cifre (bit-raten). Hvis vi f.eks. taler om en CD, er samplingfrekvensen 44.100 målinger i sekundet, der hver skrives ud som et ord på 16 cifre.

For de lidt mere teknisk interesserede

I den digitale verden arbejdes der med det binære talsystem – 2-tal systemet – der som bekendt kun består af ét-taller og nuller. Den laveste værdi er altså et nul, og den højeste er et ét-tal. For at få flere muligheder end lyd eller ingen lyd, sætter man nogle flere cifre på – f.eks. på en CD er det 16 cifre – og så ser den laveste værdi således ud:
0000000000000000
– og den højeste:
1111111111111111. Det giver 2 i 16’ende muligheder, hvilket er 65.536 forskellige styrketrin (data-ord). Man kan også sige, at jo flere ét-taller og jo længere til venstre, de står i dataordet, des kraftigere er lyden.

På en CD (hvor altså samplingfrekvensen er 44.100 Hz – målinger i sekundet) giver det et frekvensområde fra 0 Hz til 22.050 Hz (den halve samplingfrekvens for at der i det mindste kan blive udført 2 målinger pr. lydsvingning ved højeste frekvens) og et dynamikområde på 96 dB (6 dB pr. bit) – i hvert fald i teorien.

Data bliver til analog lyd

For at afspille den digitale informationsstrøm leder man denne gennem en digital/analog-omsætter (DA-converter), der som ordet siger, laver den digitale lyd om til analog lyd – altså til noget vi kan høre.
Der laves en masse ekstra hurlumhej i denne omsætning fra analog til digital og fra digital til analog lyd, for at holde styr på en mængde andre parametre, men det vil komme alt for vidt og blive alt for teknisk, at omtale dem her. Men hvis du f.eks. har hørt, at der i en CD-afspiller sidder en lynhurtig regnemaskine, der regner sig frem til den lyd, der burde have været der – når der er tekniske fejl og mangler i informationerne på CD-pladen – så har du hørt rigtigt.

Det er faktisk muligt at afdække flere kvadratmillimeter på pladen med sort tape – uden at det giver hørbare fejl.

Digital lydredigering

Digital lydredigering foregår normalt i en computer. Her få man: Stor lagerkapacitet (harddisken), stor arbejdskapacitet (masser af RAM) og en stor skærm, hvor det er nemt at se den grafiske fremstilling af lyden. Og arbejder man i flere spor, skal der simpelthen et vist areal til, for at man på én gang kan se alle de informationer, der er nødvendige.

I gamle dage, når man klippede i båndene for at redigere, klippede man det uønskede ud af båndene med en saks, for derefter at sætte båndet sammen igen med specialtape.

På computeren bliver det, man har indspillet, “liggende” på harddisken, uanset hvor mange gange man klipper i materialet. Man klipper faktisk slet ikke i materialet, men fortæller derimod computeren, hvorfra og hvortil det første klip befinder sig på harddisken, derefter hvor det andet klip befinder sig o.s.v. – og når man så afspiller klippene, vil harddisken finde delene så hurtigt, at det lyder som om, man har klippet tingene sammen – også selvom det ene klip ligger i starten af éns optagelse og det næste i slutningen.
Det klarer computeren ved at lade lyden være en anelse forsinket (mindre end et kvart sekund), således at harddisken kan nå hen til det næste klip, inden det første er afspillet færdigt.

Når man er færdig med at redigere, laver man en ny fil, der kun indeholder de redigerede dele af den oprindelige optagelse. Der findes en kommando, der vil få computeren til at samle det redigerede til en ny fil. Denne nye fil vil så være éns færdige indslag.

 

Lydpotten v/ Hans Grand
Bakkelyparken 42
8680 Ry
info@1hg.dk

www.hansgrand.dk
Du er her: HomeOm lydDigital lyd overalt