Kabinetter

Et højttalerkabinet er for de fleste vel bare en kasse uden om højttalerenhederne. Desværre opfattes det også sådan af rigtig mange højttalerfabrikanter.

Men der findes adskillige typer kabinetter. Jeg nævner i flæng: Basreflex (eller ventileret), pibe, enkelt baffle, transmission line, horn (konisk, eksponentiel og hyperbolsk), det åbne og det lukkede kabinet.

klipsch.gif

Klipsch-horn
Et kompliceret og meget berømmet 2-vejs hjørnehorn (I dag 3-vejs)
Design: Paul W. Klipsch
Omtalt første gang i Journal of the Acoustical Society of America (oktober 1941). Hjørnehornet produceres stadig – se www.klipsch.com

Tungt, stift og dæmpet indvendigt

Fælles for dem alle er, at de skal være tunge og stive og det indre skal lydmæssigt være dæmpet, så kabinettet ikke er genstand for resonans eller producerer egenlyd. Kabinettets egentlige formål er at lave en akustisk adskillelse og en ens akustisk belastning af enhedens for- og bagside.

Det optimale kabinet

Det optimale kabinet er derfor to fuldstændigt ens rum med bashøjttaleren placeret inde midt i væggen imellem disse rum. Altså ens akustisk belastning på begge sider af enheden med total isolation mellem for- og bagside.

Det optimale kabinet: 2 éns rum med enheden i mellemvæggen
 

Nu er det jo sikkert ikke lige til at realisere i et almindeligt hjem (man skal jo selv opholde sig i rum 2 under lytning), så hvis vi holder os til den mere opnåelige hjemmehøjttaler, er det bedste kabinet den lukkede type. Altså en tæt kasse af en given størrelse foret med et dæmpemateriale, et godt passivt delefilter og på fronten så få højttalerenheder som muligt.
Det lukkede kabinet med dæmpemateriale får bas-enheden til at tro, at den er éns belastet på begge sider – alt andet lige. For det er og bliver et kompromis.

Et næsten kompromisløst stereo-kabinet

Herunder ses endnu et kabinet af horntypen. Et næsten kompromisløst stereo-kabinet, hvoraf der kun er fremstillet ca. 1000 i en 25-års periode. Pris og størrelse afholder vel de fleste fra sådan en sag.

3-vejs stereo-hornhøjttaler fra James B. Lansing. Se snittegning
JBL-Ranger Paragon (model D44000) er konstrueret i 1957 og forsynet med to 15″ bas-drivere (oprindelig model 150-4C), to mellemtone-drivere (oprindelig model 375), to mellemtone-horn (oprindelig model H5038P-100) og to diskant-drivere (oprindelig model 075).
Den blev standardleveret i forskellige træsorter – selv træsorten ibenholt. Læs mere om Paragon.
Pris: 1884 US$ i 1957 i USA, hvilket var et par hundrede dollars under en pæn mellemklasse bil.
Handles i dag af samlere til priser over 20.000 US$ worldwide.
Højde: 87 cm, dybde: 63 cm, bredde: 271 cm. Shipping vægt: 386 kg.
 

Kun horntypen der dur?

Nu kunne man fristes til at tro, at jeg kun synes, at et rigtigt kabinet skal være af horntypen.
Sådan er det ikke. De viste kabinetter er og bliver specialiteter for de få. Men de er interessante og de er store. For store kabinetter skal det være, for at vi kan få gengivet basområdet på en fornuftig måde.

Men den kommercielle udviklingen er gået den anden vej. Desværre er det sådan, at kabinetterne i dag bliver mindre og mindre, hvorved også den dybe bas bliver svagere og svagere. For at bøde på det, er fabrikanterne helt ukritisk begyndt at åbne det lukkede kabinet mere og mere, hvorved basenhedens akustiske belastning og systemimpedansen i basområdet bliver helt ude af kontrol. Dette får de fleste lyttere til at leve med illusionen af, at der kommer bas ud af kabinettet – men det er desværre kun bulder.

Går man efter god lyd, er et solidt, tungt og resonansfrit kabinet mellem 50 og 300 liter med en 10″ eller 12″ bashøjttaler rimeligt til en stue på under 100 kubikmeter – af typen lukket- eller et omhyggeligt beregnet basreflex-kabinet.

Så de der 5-6 plastkasser, som er et hit i øjeblikket til surround sound, er altså IKKE noget man får god lyd ud af – ligegyldigt om sælgeren si’r det eller ej.

Personligt må jeg sige, at det er bedre at gå efter god stereolyd end dårlig surround ditto. I øvrigt er det kun left-, right- og center-højttalerne, der behøver god størrelse. Det er fint, hvis baghøjttalerne er på 20 til 30 liter med en 4 eller 6 tommer basenhed.

Nu gælder det forstærkeren.

 

Lydpotten v/ Hans Grand
Bakkelyparken 42
8680 Ry
info@1hg.dk

www.hansgrand.dk
Du er her: HomeOm højttalereKabinetter